Proteinpulver
| | |

Proteinpulver

De fleste har hørt om proteinpulver og forbinder det højst sandsynlig med folk, der træner meget med for at opbygge muskelmasse. Man hvad er proteinpulver egentlig, og hvor meget hjælper det? Bliv klogere på kosttilskuddet og lær om det er noget, du også kan bruge i din hverdag.

Hvad er proteinpulver? 

Proteinpulver er et kosttilskud med et meget højt indhold af protein. Det er tilegnet folk, der har et behov for at supplere deres daglige kost med ekstra protein. Udover protein indeholder pulveret også en stor mængde af aminosyrer. Disse syrer er gode til at opbygge, vedligeholde og restituere muskler. 

Proteinpulver kommer i mange former. De har selvfølgelig alle det tilfælles, at de har et højt indhold af protein, men hvordan og hvorfra det er udvundet, kan variere. Det kan for eksempel stamme fra mejeriprodukter, ris, soja eller hamp. Pulveret blandes typisk i en væske som juice, mælk eller vand, men det er også populært at tilføje det til en grød eller en smoothie. 

Hvem bør tage proteinpulver? 

Behovet for proteinpulver som kosttilskud kan variere meget fra person til person. Generelt får de fleste danskere nok protein gennem deres daglige kost, og de har derfor som udgangspunkt ikke noget behov for at tage et tilskud. Voksne bør dagligt indtage mellem 0,8 og 1,5 g protein pr. kilo kropsvægt, hvis de har et almindeligt aktivitetsniveau. Er man til gengæld glad for at styrketræne, bør man have et højere indtag af protein. Ved dagligt at tage mellem 1,5 og 1,8 g protein pr. kilo kropsvægt, giver man sin krop gode forudsætninger for at opbygge mere muskelmasse. Der er dog ikke en opad fortsættende sammenhæng mellem proteinmængde og muskelmasse, hvilket vil sige, at man kan nå en øvre grænse for mængden af protein, der er til nytte for muskelopbygningen. Det kan derfor ikke betale sig at blive ved med at øge sit indtag af protein, da det ikke kommer til at have nogen effekt. 

Det er forholdsvist nemt at få dækket sit proteinbehov gennem sin daglige kost, hvis man spiser fisk, kylling, æg, kød eller mælkeprodukter. Spiser man til gengæld ikke disse madvarer, eller spiser man kun meget lidt af det, kan man overveje at tage proteinpulver som tilskud. Proteinpulver har også den fordel, at det har lang holdbarhed og let kan tilføjes i kosten. Man kan også nemt have det med i sportstasken og derfor sørge for at indtage i forbindelse med sin træning. Tidspunktet, man tager proteinpulver, er nemlig ikke helt irrelevant for musklerne. 

Andre, der kan få gavn af at tage proteinpulver som et tilskud er ældre mennesker med svækket appetit. Denne manglende appetit medfører et tab i muskelmasse og en større fysisk skrøbelighed. De ældre mennesker har et lidt højere behov for protein, nemlig mellem 1,2 og 1,5 g protein pr. kilo kropsvægt dagligt.  

Hvis man øger sit proteinindtag, bør man også sørge for at kombinere det med dagligt fysisk aktivitet for at opnå den bedste effekt. Musklerne styrkes nemlig af at blive bevæget regelmæssigt, og det giver desuden en bedre koordination og bevarer smidighed i kroppen. 

Proteinpulver kan altså være til gavn for flere, men er i mange tilfælde slet ikke en nødvendighed. Det er blevet en trend, man ofte ser blandt folk, der styrketræner, og mange tror fejlagtigt, at det er noget, der er nødt til at indtage, for at opbygge muskelmasse. Dette er dog ofte ikke tilfældet, hvis man bare sørger for at spise sundt og varieret. Man skal huske på, at proteinpulver blot er et tilskud og ikke et mirakelmiddel.  

Kom godt i gang med at tage proteinpulver 

Det er værd at sætte sig ind i, hvordan og hvornår man bør tage proteintilskud for at få de bedste resultater. Følg eventuelt disse gode råd: 

  • Sørg for at tage protein i sammenhæng med din træning og gerne både lige før og lige efter. Ved at gøre dette bliver hastigheden af opbygningen af protein i musklerne forøget, og man får derfor mere ud af sin træning. Dine muskler vil derudover hurtigere blive restitueret. Overvej derfor at spise et måltid med et højt proteinindhold i timerne inden din træning samt at tage et proteintilskud umiddelbart, når du er færdig. 
  • Kombiner proteintyper. Det er en god idé at tage både kaseinprotein og valleprotein, hvis man laver styrketræning. De to typer har forskellige optagelseshastigheder. 
  • Sørg for, at din krop er i energibalance. Det vil altså sige, at der skal være en balance mellem den energi, man forbrænder og den man indtager gennem sin kost. Et overskud eller underskud af energi påvirker nemlig kroppens behov for protein. Hvis din krop for eksempel har et underskud af energi, altså kalorier, så vil den begynde at forbrænde protein som energikilde.  
  • Sørg for at kombinere dit proteintilskud med kulhydrater, når du skal træne. Kulhydraterne giver et overskud af energi, som du kan bruge til din træning. De er desuden med til at forhøje din krops udskillelse af insulin, som stimulerer muskler til at optage aminosyrer. 

Mere viden...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *