| |

Motion i pilleform

Det lyder måske som noget fra en science fiction-film, men det kunne faktisk være på vej til at blive en realitet: Piller, der kan erstatte motion. Både studier fra Danmark og USA peger på, at vi i fremtiden vil kunne producere sådanne piller, og at vi derfor kommer til at kunne spare mange timer i fitnesscentret. Det kan give tid til andre og sjovere ting i tilværelsen.

Motionér uden at røre dig 

Nye studier viser, at vi muligvis vil kunne springe træningen over i fremtiden. Ved at tage en pille vil vi kunne opnå de samme fordele, som vi får ved at løbe en tur, siger forskerne. Disse fremtidsperspektiver lyder muligvis lidt langt ude, men et nyt forskningsprojekt er godt i gang med at undersøge og kortlægge effekterne, som motion har ved kroppen. 

Når man løber en tur, aktiverer man en stor mængde processer i kroppen. Disse er med til at forbedre kroppens sundhed og styrke i form af opbygning af muskelmasse, øgning af energiomsætning i cellerne og cellernes evne til at optage sukker, øgning af muskelcellernes udholdenhed, forstærkning af knogler osv. Disse mange fordele gør dig både sundere og bedre til at motionere. Det vil derfor være en stor fordel, hvis disse processer kunne igangsættes gennem en pille. 

At være sund og rask uden at skulle lave store ændringer ved sin livsstil er nok et drømmescenarie for mange, og vil i høj grad kunne hjælpe mange til at leve det liv, de gerne vil have. Forskningen i motion i pilleform er derfor noget, mange har interesse i. 

Flere studier peger på det samme 

Alle kan blive enige om at motion er gavnligt for ens helbred. Men det har ikke altid været nemt for forskere at påpege, præcis hvilke positive virkninger det er, motion har. Gennem et eksperiment er det nu blevet undersøgt, hvad det præcis er, der sker, når musklerne bruges til fysisk aktivitet. 

Forskningen sker i et samarbejde mellem Københavns Universitet og Sydney University. De ville finde frem til de præcise resultater, man får ud af træning. Dette gjorde de ved at få utrænede, unge mænd til at cykle i ti minutter og derefter undersøge, hvad det var for nogle effekter, der kunne identificeres i deres muskler. Forskerne opnåede herved et større indblik i de ændringer, der sker i molekylernes struktur, hvor 900 ud af de 1000 ændringer, de fandt, var hidtil ukendte ændringer. Disse resultater vil efter sigende så kunne benyttes til at udvikle en medicin, der vil kunne efterligne de effekter, som motionen havde. Den større forståelse for, hvad der præcis sker i kroppen under og efter motion kan altså være med til at gøre det langt nemmere at holde kroppen sund i fremtiden. 

Et andet studie fra USA peger også på, at en motionspille kan blive udviklet i den nærmere fremtid. Forskerne har gennem deres studie fundet et “sundhedsprotein”, der har lavet markante øgninger i udholdenheden hos mus. Musene har kunne løbe længere i et hjul uden at have trænet sig op. Proteinet har desuden givet musene andre helbredsmæssige fordele i form af en forbedret kontrol over blodsukker og vægttab. 

Store fordele for syge og ældre 

De nye studier og mulighederne, de åbner op for, kan højst sandsynligt ende med at være til stor gavn for flere grupper af mennesker med sundhedsmæssige udfordringer. Det inkluderer blandt andet ældre mennesker og folk med diabetes. Andre mennesker med skader, der holder dem tilbage fra træning, eller langtidsindlagte patienter på hospitaler vil også kunne opleve store fordele ved denne form for medicin.  

En motionspille vil altså kunne ende med at blive en stor fordel i sundhedens verden og ville muligvis kunne ende med at spare tid og ressourcer for både syge, ældre og sundhedsansatte. 

Forskellige muligheder  

Det er måske ikke så nemt at regne ud, hvad der præcis menes med en motionspille. Hvad vil den faktisk kunne gøre for helbredet og kroppen? Det kan deles op i flere kategorier af piller. 

  • Der kunne muligvis udvikles en pille, der vil kunne øge udholdenheden hos løbere. Dette ville den gøre ved at gå ind og aktivere de signalveje og mekanismer, der normalt bliver aktiveret ved at løbe hyppigt. Denne type pille er præcis det, de amerikanske studier arbejder mod. 
  • En anden type pille kunne være en, der forbedrer sundheden i folk gennem aktivering af nogle af de andre mekanismer i kroppen, der normalt bliver aktiveret af motion og træning. Det kan for eksempel handle om reguleringen af forbrændingen, når kroppen ikke er i bevægelse. Det er denne type pille, som det danske studie peger mod. 
  • Der kunne desuden udvikles en pille, der går ind og forbedrer andre dele af kroppen, som man normalt vil se forbedringer på gennem motion. Her kunne der for eksempel være tale om muskel- eller knoglestyrke. Denne form for pille ville være til stor gavn for folk med knogleskørhed eller ældre mennesker, der ikke har samme mulighed for at motionere. 

Studierne tyder på, at vi er godt på vej mod en motionspille, der kan gøre det lettere at holde sig sund. Men det er trods alt ikke noget, vi skal kunne regne med at kunne købe inden for de nærmeste år. Vi må derfor væbne os med tålmodighed og krydse fingre for, at det er en forskning, der bærer frugt.

Mere viden...

One Comment

  1. Torben Sørensen siger:

    Noget nyt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *