Crossfit

Hvad er Crossfit?

Crossfit blev udviklet af amerikaneren Greg Glassman, der som teenager var gymnast og havde et ønske om at forøge sin styrke. Dengang trænede gymnaster primært styrke med deres egen kropsvægt, men Glassman var kreativ og begyndte at eksperimentere med forskellige rekvisitter, blandt andet vægtløftningsstænger. Han bemærkede, hvor meget mere han udviklede sig i forhold til sine kammerater, der udelukkende brugte deres kropsvægt, og i løbet af en årrække udtænkte og forfinede han den nu så kendte og populære træningsform fra sit hjem i Santa Cruz, Californien.

I 2008 kom Crossfit til Danmark, hvor det fra København hurtigt spredte sig til først landets andre store byer og siden provinsen. Det er meget hurtigt blevet en særdeles populær måde at træne på for både mænd og kvinder, og der findes i dag centre over hele landet. Det anslås at der er ca. 40.000 udøvere i Danmark. Det er også en konkurrencesport, og der afholdes konkurrencer og mesterskaber for begyndere såvel som øvede.

Fitness på tværs

Crossfit er, som navnet antyder, en træningsform der kombinerer en række fitnessdiscipliner. Med håndplukkede elementer får du det bedste og hårdeste fra bl.a. vægtløftning, styrketræning, gymnastik, løb, boksning, roning og atletik. Der er tale om funktionelle bevægelser udført med høj intensitet, og det gælder om at udføre øvelserne så hurtigt og tungt som muligt og give sig selv fuldt ud. Træningen er hård, udfordrende og varieret, og det er en træningsform, hvor der hurtigt opnås både synlige og mærkbare resultater. På grund af den høje effektivitet bruges Crossfit også som træning blandt bl.a. brandmænd og militære organisationer, herunder Den Danske Livgarde.

Hvem kan dyrke Crossfit?

Folk, der ikke har trænet Crossfit endnu forbinder ofte denne træningsform med traktordæk og mandehørm. Det er dog langt fra hele sandheden, for Crossfit er for alle, både mænd og kvinder, unge og de lidt ældre. Det er ikke vigtigt, om du allerede er i form, i Crossfit kan man træne på det niveau, man er og gradvist øge sin indsats og belastningen på træningsudstyret. Crossfit er for dig som godt kan lide at træne sammen med andre, som kan lide at presse dig selv og som vil udfordre dig selv og lære nyt. Ikke mindst er det for dig, som ikke er bange for et par blå mærker og lidt hård hud på hænderne.

Skader

Sporten indebærer mange hurtige og tunge løft er der er derfor risiko for flere typer overbelastningsskader og akutte skader, typisk i skuldre, knæ og lænd. Det er derfor vigtigt at øvelserne udføres korrekt og med præcision og koordination, således at led og muskler ikke overbelastes eller bruges forkert. Har du skader, bør du tale med din træner, inden du starter op og drøfte hvilke øvelser, du evt. skal undgå.

Hvordan foregår det?

Crossfit er kendetegnet ved tunge løft og hurtige bevægelser, ofte med mange gentagelser. Man træner sammen i små hold eller grupper, hvor man f.eks. sjipper sammen, laver arm- eller mavebøjninger eller løfter vægtstænger. Deltagerne hjælper og støtter hinanden, dette skaber glæde omkring træningen, og der er altså tale om en fællesskabsorienteret træningsform fremfor almindelig, individuel fitnesstræning, samtidig med at der er fokus på den enkeltes udvikling.

I træningen indgår en mængde forskellige træningsrekvisitter, heriblandt dæk, reb, medicinbolde, vægtstænger, sandsække, håndvægte, kettlebells, sjippetove og kæder som man løfter, svinger med, kaster, skubber osv. og på den måde får arbejdet kroppen igennem. Man kan sige at træningen gør det samme som godt gammeldags hårdt arbejde på f.eks. en bondegård, hvor man brugte sin krop til at skubbe, løfte, trække osv. og således trænede og vedligeholdte sin krop.

Nogle Crossfitøvelser foregår i maskiner, f.eks. romaskinen, men mange af øvelserne laves på gulvet uden maskiner og kan derfor også bruges til hjemmetræning. Træningsudstyr som sjippetov og kettlebells kan købes i fitnessbutikker både fysisk og på internettet, og det er dermed muligt at dyrke Crossfit selv om der måske ikke findes et center, hvor man bor. Du kan træne både hjemme i stuen, ude i haven, nede i gården eller på offentlige træningslegepladser. Det er vigtigt at holde en hviledag mellem dine træningsdage, så din krop har mulighed for at restituere.

Holdtræning starter oftest med en fælles opvarmning. Herefter er der fokus på at udvikle færdigheder inden for en særlig disciplin efterfulgt af højintensitetstræning i grupper med og uden udstyr. Afslutningsvist er der fælles udstrækning.

Eksempler på Crossfitøvelser:

  • Box jump – hop op på en kasse
  • Kettlebell swing – hurtige sving med kettlebell over hovedet
  • Pull-up – træk dig op i vandret stang med armene
  • Squat clean – løft af vægtstang op til brystet
  • Wall ball – tung kugle kastes op mod væg og gribes igen

Hvorfor vælge Crossfit?

Der findes mange måder at træne sin krop på, men Crossfit er absolut en af de mest effektive, da man her aktiverer mange forskellige dele af kroppen på én gang og med høj intensitet. Således får du trænet både styrke, kondition, mobilitet, udholdenhed, balance, smidighed, koordination og præcision. Herudover får du en tårnhøj kalorieforbrænding, hvorfor Crossfit også er velegnet, hvis du ønsker et vægttab. Den høje intensitet, de varierede øvelser, fællesskabet og de til tider atypiske træningsredskaber såsom traktordæk og kettlebells gør det sjovt at træne, og mange bliver grebet af det.

I videoen herunder kan du se en introduktion til Crossfit og lidt om, hvordan træningen foregår i praksis.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen