Tabata træning

Hvis du er på udkig efter en ny og effektiv form for træning, er Tabata måske svaret. Denne intensive form for intervaltræning er hård, men også et sikkert valg, hvis man gerne vil se resultater. Den bliver markedsført til kun at tage fire minutter, hvilket hurtigt fanger interessen blandt de fleste. Lær mere om Tabata og find ud af, om det er noget for dig.

Hvad er Tabata træning? 

Det er måske ikke nær så kendt som for eksempel HIIT, men Tabata er altså en forholdsvis ny spiller på intervalbanen. Træningen er en variation af den kendte intervaltræning, der flittigt benyttes af mange sportsudøvere. Tabata er opbygget ved, at man træner på absolut højeste styrke man kan i 20 sekunder og hviler i 10 sekunder. Denne cyklus gentages i alt otte gange. 

En af fordelene ved denne form for træning er den forholdsvis korte tid, det tager, og at man stadig kan regne med at se resultater uden at bruge timevis i træningscentret. Tabata træning varer kun fire minutter, hvilket nok for mange lyder helt absurd i forhold til at kunne opleve forskelle i kroppen. Men den benhårde træning med høj intensitet kan altså godt være vejen frem. Tabata kræver, at du giver alt, hvad du har i de fire minutter. 

Navnet Tabata stammer fra manden der opfandt træningsformen. Det er den japanske forsker, Izumi Tabata, der har udviklet denne effektive træningsform. Han spøger dog selv med, at det er en forkortelse for “This Activity Brutalizes Athletes Thouroughly Always”, hvilket i sig selv siger en del om intensiteten i træningen. 

Intervaltræning har gang på gang vist sigt at være effektiv til at komme i god form. Og Izumi Tabata udviklede oprindeligt Tabata træning til brug af speedskatere. Det oprindelige forsøg i 1996 benyttede sig af meget veltrænede atleter som forsøgspersoner, disse fik rykket deres kondition med 14 procent samt deres syregrænse med 28 procent på kun seks uger. Der er altså grund til at give Tabata et forsøg. 

Fordele ved Tabata 

Er du nysgerrig men stadig ikke helt overbevist om, at Tabata er noget for dig? Der er flere fordele ved denne form for træning, der kan være med til at gøre den til et oplagt valg for mange.  

  • Træn effektivt på kort tid. Det giver næsten sig selv, at en af de største fordele ved Tabata er, at det tager så kort tid. Det er svært at finde andre træningsformer, der kan gøres så hurtigt, og hvor du stadig kommer stadig i form. Den ekstra tid, du får til overs kan bruges på mange ting, og det er de færreste, der ikke godt kunne tænke sig mere tid i hverdagen – og helst uden at skulle gå for meget på kompromis. 
  • Undgå træningsskader. Overtræning og lange træningssessioner kan være rigtig hårdt for dine led og muskler. Især træning som langdistanceløb er meget hårdt for kroppen. Dette kan være med til at give skader, der både er til gene i dagligdagen, men som også kan sætte en stopper for din træning, så du mister din gode form. Ved at benytte en kortere træningsform skåner du både led, muskler, sener og skinneben. 
  • Tab dig. Tabata kan være et godt valg, hvis du gerne vil tabe fedt. Studier har bevist, at Tabata er godt til at booste stofskiftet, og du kan faktisk ende med at forbrænde kalorier i helt op til 12 timer efter, du er færdig med at træne. På denne måde får du altså en masse ekstra forbrænding oven i hatten. 
  • Nedsæt din risiko for sukkersyge. Tabata kan medvirke til at få balance i dit blodsukker, hvilket formindsker din risiko for sukkersyge. Hvis du i er i risikogruppen for at få sukkersyge, er det især enormt vigtigt at passe på, hvad man spiser og sørge for at få trænet. 
  • Forøg din anaerobe kapacitet. Fordi Tabata er kortvarigt og intenst, er det effektivt til at forbedre din anaerobe kapacitet. Dette er svært at opnå gennem mange andre træningsformer som for eksempel løb, da det i stedet påvirker din aerobe kapacitet.  

Kom godt i gang

Hvis du har besluttet dig for at give Tabata en chance, er det vigtigt, at du sætter dig godt ind i det og giver dig selv de bedste forudsætninger for at komme godt i gang og opleve de resultater, du gerne vil have. 

Sørg for at få en god og sikker start ved at udvælge øvelser og bevægelser, som du allerede kender. Det gør det mere overskueligt at komme i gang. Stort set alt kan bruges i Tabata, så om end det er løbebånd eller noget andet, så prøv at starte med det. Overvej desuden at benytte en personlig træner for at komme godt i gang og husk at sætte tid af til at varme op og køle ned. Hold derudover et overblik over din træning for at følge med i fremskridt, og husk at starte blødt og derfra langsomt skrue op for intensiteten. Sidst, men ikke mindst, skal du være forberedt på, at det er hårdt og udfordrende. Men det kan ende med at give dig rigtig gode resultater, hvis det viser sig at være noget for dig.

Mere viden...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *